Mundhulesvamp: Tegn, årsager og behandling
Svamp i munden kan ramme både voksne og børn. Generne kan melde sig hurtigt og vise sig som svie, hvide belægninger eller en brændende følelse.
Det kan gøre måltider og drikke ubehagelige.
På denne side gennemgår vi de mest udbredte symptomer, hvad der udløser svampen, og hvordan den behandles og forebygges.
Hvad dækker begrebet over?
Den faglige betegnelse er oral candidose. Hos de mindste bruges ofte ordet trøske.
Baggrunden er, at gærsvampen Candida albicans breder sig for kraftigt på mundens slimhinder.
Cirka halvdelen af danskerne har svampen i munden uden at mærke noget til den. Først når mundens naturlige balance forstyrres, dukker symptomerne op.
Tegn på svamp i munden
Blandt de typiske signaler er:
- Irritation i mund eller svælg
- Ømhed og følsomhed i munden
- Svie eller en brændende fornemmelse
- Hvide, gullige eller flødefarvede belægninger
Belægningerne sidder hyppigst på:
- Svælget
- Indersiden af kinderne
- Ganen
- Tungen
Ofte kan de skrabes af, hvorefter der ligger små røde og ømme felter tilbage.
Enkelte har svampen i munden uden at mærke symptomer overhovedet.
Fordi tilstanden kan minde om andre forandringer i munden, bør du tage fat i tandlæge eller læge ved mistanke.
Hvad udløser svampen?
Svampen får bedre vilkår, når forholdet mellem bakterier og svampe i munden forskubbes.
Blandt de mulige forklaringer er:
Antibiotika og hormonmedicin
Bredspektret antibiotika kan slå nogle af mundens gavnlige bakterier ned.
Samtidig kan binyrebarkhormon, for eksempel inhalationsmedicin mod astma, gøre slimhinderne mere sårbare.
Svækket immunforsvar
Aldring, kræft, AIDS og andre forhold, der svækker immunforsvaret, kan trække risikoen op.
Rigeligt med sukker
Svampevæksten fremmes, hvis sukkerindtaget er højt eller konstant.
Det ses især hos ældre eller svækkede personer.
Tør mund
Spyt er med til at værne munden mod infektioner.
Falder spytproduktionen, får svampen nemmere ved at brede sig.
Mangelfuld mundhygiejne
Bakterier og madrester omkring tandkød og tænder giver svampen bedre vilkår.
Proteser
Sidder protesen løst eller rengøres den dårligt, stiger risikoen for svamp.
Sukkersyge og skæv kost
Vitaminmangel, forhøjet blodsukker og fejlernæring kan svække mundens eget forsvar.
Nikotin og rygning
Nikotinprodukter og rygning baner vejen for, at svampen får fodfæste.
Derfor handler det ikke kun om at behandle selve svampen, men også om at opspore den bagvedliggende årsag.
Sådan behandles svampen
Valget af behandling afhænger af, hvor alvorlig infektionen er.
Behandling i munden
Som regel bruges mundskyl eller gel med et svampedræbende middel, typisk nystatin.
Fordel midlet godt rundt i munden, og lad det blive siddende længst muligt, før du synker.
Et forløb strækker sig typisk over op til fire uger. Er svampen mild, rækker omkring 14 dage ofte.
Behandling med tabletter
Er tilfældet svært eller langvarigt, kan svampedræbende tabletter komme i brug, som oftest fluconazol.
Her varer forløbet typisk 7-10 dage.
Dine egne muligheder
Du kan blandt andet:
- Anvende klorhexidin, der også har en svampedræbende effekt
- Rense forsigtigt med vatpind og danskvand
- Røre 1 spiseskefuld 3 % brintoverilte ud i et glas vand
- Skylle med en mild brintoverilteopløsning
Tager du blodfortyndende medicin, bør valget falde på nystatin frem for miconazol, eftersom nystatin ikke øger blødningsrisikoen.
Drøft altid den rette behandling med tandlægen eller lægen.
Sådan holder du svampen fra døren
God mundhygiejne er med til at holde svampevæksten nede.
Du kan:
- Skylle munden efter måltider
- Skylle grundigt efter inhalationsmedicin
- Børste tænder og tunge nænsomt morgen og aften
- Vælge en blød tandbørste
- Rense mellem tænderne dagligt med tandtråd eller mellemrumsbørster
- Spise sundt og varieret
- Skære ned på sukker
- Holde dig fra rygning
- Være tilbageholdende med alkohol
Bruger du tandprotese?
En protese stiller ekstra krav til rengøringen.
Du bør:
- Børste og rense den grundigt inden sengetid
- Rense og desinficere den hver dag
- Tage den ud om natten
- Lade den lufttørre natten over
- Lade være med at opbevare den i et glas vand
I et fugtigt miljø har svampen nemmere ved at klare sig.
En til to gange om dagen kan protesen lægge en time i Atamon og vand blandet 1:1.
Kost og vaner
Mundens naturlige forsvar kan du også støtte ved at:
- Drikke rigeligt med vand
- Holde øje med mundtørhed
- Skære ned på søde drikke og sukker
- Spise varieret
- Sørge for grøntsager og vitaminer nok
- Holde dig fra rygning
- Være tilbageholdende med alkohol
Er du i behandling med antibiotika eller hormonmedicin, bør du være ekstra opmærksom på forandringer i munden.
Hvornår skal du søge hjælp?
Tag kontakt, hvis:
- Du hører til en risikogruppe
- Der kommer røde eller blødende felter
- Det er blevet svært at synke
- Generne vender tilbage
- Selvbehandling ikke slår til
- Hvide belægninger eller smerter varer ved i mere end nogle få dage
En tandlæge eller læge kan afgøre, om der er tale om svamp eller noget andet.
Nogle gange skal årsagen behandles med — det kan være mundtørhed, en protese der ikke passer, medicin eller vitaminmangel.
De typiske tegn er hvide, gullige eller flødefarvede belægninger på kind, gane eller tunge.
Ofte lader pletterne sig skrabe af, og tilbage ligger røde, ømme felter.
Dertil kan komme svie, en brændende fornemmelse, dårlig smag eller en fornemmelse af bomuld i munden.
Selve belægningerne gør normalt ikke ondt.
Skrabes de af, kan der dog komme røde og ømme felter. Hos voksne kan der desuden være brændende eller sviende gener.
Blandt de mulige årsager er:
- Et højt sukkerindtag
- Alkohol
- Rygning
- Vitaminmangel
- Sukkersyge
- Tandproteser
- Dårlig mundhygiejne
- Mundtørhed
- Nedsat immunforsvar
- Hormonmedicin
- Antibiotika
Mest udbredt er et svampedræbende middel som nystatin, enten som mundskyl eller gel.
I alvorligere tilfælde kan man tage fluconazol-tabletter.
Forløbet varer typisk 2-4 uger og følges op af god mundhygiejne og eventuelt justering af protese eller kost.
Tag fat i tandlæge eller læge, når generne trækker ud over nogle få dage, når behandlingen ikke slår til, eller hvis du har kraftige gener eller kendte risikofaktorer.
